Den haabende piratdronning

”Han bruger sine øjne

At se. En fader siger til sin søn, inden denne drager ud på sin første udenlandsrejse:

”Husk nu at bruge dine øjne, søn”. Sønnen skal bruge sine øjne til at se med.

Han skal ikke glemme at se. Han skal opleve verden med sine øjne.

Med sit syn."

(J. Leth, "Det Uperfekte menneske", 2005)

Mine øjne er klare og klar til at se, men en grå skygge spærrer mit udsyn, mit udsyn til at rejse onsdag morgen. Jeg holder fast i håbet. Håbet om at et mirakel vil finde sted og befri mig for den grå skygge. Jeg har en aftale med en ukendt bølge, en aftale, som har holdt mig gående gennem den stille vinter. Men er det forkert at håbe? En illusion, et drømmekastel, skal jeg vågne op og tage ansvar for moderjords drillerier. Eller lege med ideen om, hvorvidt dette er en sidste bøn fra Islands økonomi om at få spredt sin aske over Europa? Fornuft og realisme frem for at svæve rundt i fantasien? Hvad er at foretrække at få ødelagt håbet her og nu eller at se tiden an? Hvordan forenes menneskelig planlægning med naturen?

Ventetiden er lang og jeg tænker tankerne om og om igen. Tænker dem ihjel. Jeg holder mig oppe - men jeg holdes hen. I morgen falder dommen, dommen over min fortsatte færden mod bølgen. Bliver min forsikring, min sikring, min ridder, der kommer til undsætning. Alt finder sin løsning og snart skal jeg krydse klinger med eventyret.